“Her vælger vi hinanden”
Troldedammen åbnede i april 2021 med Line som Troldemor.
I marts 2022 blev Martin Troldefar.
Vi har valgt at gå sammen om denne fantastiske ordning, fordi vi har fælles børnesyn og værdier, men også forskellige kompetencer. Vi synes det giver så god mening at være to voksne til kun max 7 børn – for det betyder endnu mere nærvær, ro, tryghed og hjemlig hygge. Derudover kan vi dele os op og lave differentieret aktiviteter og lege som understøtter barnets zone for nærmeste udvikling.
Line er uddannet pædagog og inden Troldedammen blev en realitet, arbejdede hun som ressource pædagog i en almen børnehave. Derudover har hun flere års erfaring med små børn/børn og unge og har været arbejdet seks måneder i Australien på en special skole.
Martin er uddannet energiteknolog, men har de seneste år arbejdet som ejendomsfunktionær. Han har kun arbejdet 30 timer og har derfor fra start set børnene både ved aflevering og afhentning. Både forældrene og børnene er meget fortrolige ved ham også og børnene nyder en mand i huset.
Privat har vi sammen en dreng fra januar 2017, en pige fra maj 2020, samt en ekstra lillesøster fra 2023. Vores mellemste har været en del af Troldedammen, men går nu i børnehave. Her i 2024 vil Martin hjemmepasse vores yngste.
I husstanden har vi desuden to rolige racekatte, som er opvokset med vores børn og derfor meget mild og kælen.
Vores hjem er røgfrit og vi bruger ikke parfume i dagligdagen.
Vi bor i et 1-planshus på en lukket villavej i Dammene, Brøndbyøster. Her er dejlig roligt i naturskønne omgivelser, tæt på volden og skoven.
Vi kommer omkring i vores store barnevogn, klapvogn eller ladcykel.
I vores lukkede have har vi et stort græsareal til at boltre os på med både gynge og legestativ. Der er buske, hvor børnene kan lege gemme/fangeleg i og på terrassen er der legehus, vippe og sandkasse m,m. Her er der også overdækning til barnevognene. Desuden er der en lang indkørsel, hvor børnene kan køre på scootere og eller tegne/male med kridt m.m.
Ja - det er kun fantasien der sætter grænser!
I forårsperioden har vi plantet krydderurter og jordbær i højbede. I forhaven tre forskellig slags bærbuske. Det er vi meget spændt på at høste til sensommer.